På denne tur udforsker du Akamas-halvøen både til lands og til vands. I stedet for en almindelig bustur kører du i firehjulstrækker, så du virkelig kan komme ud i naturen. Området er kendt for sin storslåede natur, så du kan glæde dig til noget helt særligt.
Dagen begynder ved Avakas-kløften, måske Cyperns mest imponerende naturfænomen, hvor du går en halv time gennem den dybe kløft med stejle kalkstensvægge, der danner en naturlig, smal tunnel. Turen fortsætter til Lara Beach, hvor et beskyttelsesprojekt for havskildpadder har været i gang i årtier, og derefter til frokost i nærheden af Latchi havn. Til sidst går turen videre med båd til Den Blå Lagune, hvor du kan tage en dukkert i krystalklart vand, så gennemsigtigt, at du kan se dine tæer.
